Ansigterne

Ringsted Galleriet, 2019

Text collaboration with Nina Kock

Er der noget du genkender?
Ja, det der sker indeni. Modsætningerne. Det indre der viser sig i det ydre. At føle sig aflukket og transparent, at det kan eksistere på samme tid.

Over for hvad?
Omgivelserne. At spejle noget andet, og at være transparent for det. Enten er der noget der kan se igennem en, eller noget at spejle og skærme sig fra. Ikke på en hemmelighedsfuld måde, men på en umiddelbar måde.

En åbenhed?
Det er et forhold til et blik udefra. Der er en grænse der forsvinder, noget der kan gå i opløsning. Det er følelsen af afstand der søger opløsning. Jeg kan længes efter det, for at komme tættere på, men jeg er også bange for det, for så går jeg i stykker. Grænsen er både en beskyttelse og en adskillelse.

Hvad tænker du på når du siger det?
Jeg tænker på spejlingen. Den går i opløsning, fordi der er noget indeni der tager over. Men den kommer frem igen. Der er noget der bliver i en, og indadtil er man forandret.

Hvad genkender du?
Det er begrænset hvad man kan vise. Hvis du skulle vise alt ville du ikke findes, så ville du ikke kunne have de eksplosioner inden i dig. Hvis spejlingen ikke kom bagefter, ville der ikke være noget til at bære dig, så ville du være helt transparent. Du giver alt og går i dig selv igen. Der er sket noget indeni, man kan ikke se det, men det findes. Det er ikke en hemmelighed og det er ikke ødelagt.

Skulpturen udgør en polycarbonat-kasse beklædt med spejlfolie. Indeni er der installeret fyrværkeri, og når det eksploderer ophæves spejleffekten og kassen bliver transparent.