Ang3l _

At the opening, I walked around among the audience, gently grabbed there arms, and recited the monologue:
« Jeg oplever at virkeligheden egentlig er det eneste sted at være i, hvis man ønsker at skabe. Men at være i virkeligheden kræver også at man tør være i og med sig selv. Ikke nødvendigvis på en tænkende måde, men på en måde hvor man mærker. Det kræver meget mod ikke at flygte og forsvinde væk, men det giver også så meget igen. Jeg har gået og tænkt på om det er rigtig at lade sig hæmme af de barrierer og tilbageholdenhed som livets sår kan skabe. »
I took the viewer’s hands and offered LSD stamps.